Før du går igang:
Hvad indeholder et ARKI kit?
Et ARKI kit er meget mere end en plan eller en byggeguide – Det enkelte kit indeholder alle tekniske komponenter til et projekt – Dvs. alle de nødvendige rustfrie skruer, i afmålte mængder af forskellige typer og længder (ca. 2-400 stk), sammen med matchende bits, beslag og bor til forboring. Desuden indeholder kit’et specialfremstillede hjælpeskabeloner til opmåling og effektiv afsætning af huller mv. Vejledningerne til det enkelte projekt kommer i to dele – en del 1 med forberedelser, opmåling mv. og en del 2, som hjælper dig trin for trin gennem den samlede slutmontage. Alle trin er fulgt op af visuelle illustrationer og forklarende tekster, som sikrer at du når helt i mål.
Hvad er min fordel ved et ARKI kit?
Ved at lade os tage os af design, planlægning af proces, indkøb af tekniske komponenter og generelt alle væsentlige forberedelser, sparer du først og fremmest tid, så du kan komme hurtigt i gang med dit byg-selv-projekt. Ved at samle komponenterne i et kit, er det også muligt at optimere ift. forbrug af fx. skruer – et kit indeholder typisk ca. 2-400 stk. rustfrie skruer fordelt på forskellige typer/længder – normalt vil man skulle indkøbe langt flere skruer end nødvendigt for at ramme de nødvendige antal.
Med ARKI kit er det let at komme i gang, du står ikke med en masse unødige indkøb og processen er tilrettelagt så alle kan være med hele vejen i mål.
Hvor kan jeg købe et ARKI kit?
Du kan finde dit ARKI kit i flere landsdækkende kæder indenfor trælast, byggemarkeder og plantecentre, både i de fysiske butikker og på udvalgte webshops.
Nærmere info ang. forhandlere – se under ”Find Forhandler” på forsiden. Du er også altid velkommen til at ringe eller skrive til os for info om nærmeste forhandler nær dig.
Hvor lang tid tager det at bygge et ARKI kit?
Uanset forudgående erfaringer er det vores erfaring at alle nok skal nå i mål med ARKI kit projekterne, hvis blot vejledningerne følges punkt for punkt er du sikret et resultat med indbygget stolthed i mange år frem.
Projekter som sidebord, plint og planteplint er typisk halv – til heldags projekter, hvorimod et større og mere komplekst projekt som en solbænk nærmere kan betegnes som to-dages. Alt afhænger naturligvis af antallet af pauser og snakke undervejs – I øvrigt er det super hyggeligt at bygge noget sammen, så vi anbefaler at gøre det til et projekt for familien.
Hvor kan jeg købe træ til mit projekt?
FRØSLEV TRÆ A/S har et landsdækkende forhandlernetværk – som er lagerførende i træ af de anvendte dimensioner. Du kan derfor finde træ i fulde længder i både trælast og byggemarked, træ til de enkelte ARKI kit projekter forhandles også, hos flere af vore forhandlere, som færdige træpakker til direkte levering. Træpakkerne er opsavet til anvendelse for det enkelte projekt og gør at du sparer yderligere tid på forberedelse. Find udvalget og mulighederne hos den enkelte forhandler.
Hvilke typer træ kan jeg anvende?
Som udgangspunkt kan du bruge en lang række træsorter – Dog, og som beskrevet bag på hvert ARKI kit, skal du bruge træ som holder sig indenfor de beskrevne dimensioner. Dimensionerne er standard høvlede dimensioner, som går på tværs af mange træsorter og vi har taget højde for at der kan være lidt variation på tværs af typerne. Bemærk – Bruger du genbrugstræ, som ofte er blevet mindre pga. slid, vejr og vind, er det særligt vigtigt at kontrollere om træet holder sig indenfor de angivne mål.
Hvor meget træ skal jeg bruge?
Bag på hvert ARKI kit er angivet hvilke minimums mængder projektet kræver, altid oplyst ud fra en given standard længde. Uanset om du vælger en længere standard længde af træet, bør du ved op-savning altid starte med at placere de længste elementer først, på den måde sikrer du den mest optimale udnyttelse af træet.
Hvad skal jeg være opmærksom på, hvis jeg selv indkøber træ?
Til ARKI kit projekter anbefaler vi anvendelse af kvalitetstræ. Træet skal overholde de angivne dimensioner/mål for ARKI kit projektet – jf. info bag på kit’et. Kig efter træ som er høvlet i det man kalder Glat/Glat, som typisk anvendes til terrasser og lignende, og i forhold til lister – ligeledes træ som er høvlet glat på alle fire sider, uden rundede hjørner. Vær opmærksom på, at træ er et levende materiale; et naturprodukt, hvorfor noget træ kan have skævheder, som bør undgås ift. møbelprojekter.
Hvordan bør træet opbevares indtil jeg skal bruge det?
Et naturmateriale som træ, påvirkes af omgivelserne, det opbevares i. Det optager og afgiver fugt og kan i den forbindelse eksempelvis vride sig, eller få sprækker ved hurtig udtørring – giver man træet tid til at ”klimatilpasse” begrænses dette. Derfor bør du opbevare dit træ i samme omgivelser, som det skal anvendes. Den optimale opbevaring af træet vil derfor oftest være udendørs, helst et sted uden direkte sol og med god ventilation – opklodset på et stabilt underlag for at undgå jordkontakt. Du bør ikke pakke træet ind i tætsluttende plastik el.lign. ved længere tids opbevaring, idet træet let kan blive jordslået af indeholdt fugt.
Bygger du dit projekt indendørs, eksempelvis i et opvarmet værksted, bør du derfor flytte træet udendørs igen, hvis du holder længere pauser i din byggeproces.
Når du er i gang med dit projekt:
Hvordan sikrer jeg en flot finish på mit projekt?
Et par gode råd, som er med til at sikre en flot finish når du afslutter dit projekt – først og fremmest – find det rette sted at arbejde, et godt stabilt og plant underlag er afgørende for om dine moduler bliver holdt i vinkel, så elementerne i det færdige møbel flugter pænt. Vær opmærksom på de steder hvor det angives at du skal lægge tingene vinkelret op – og vær særlig omhyggelig med “krydsmål”, hvor det anvises – få graders unøjagtighed bliver tit synlige ved længere moduler.
Vær opmærksom på – ikke at skrue skruer for dybt i – skruerne i et ARKI kit, skal generelt kun skrues i, så de netop er trukket under overfladen i det træ, som der skrues igennem – der er lidt tolerance – men skruer du for dybt er risikoen at der stikker små skarpe spidser frem.
Men uanset fokus på finish, så husk at det også er glæden ved at bygge-selv som skal være i centrum – håndbyggede møbler i træ behøver jo næppe stå som havde de forladt en fabrik, for at rumme stolthed.
Hvordan vælger jeg, hvilken siden af et bræt, der skal vende udad?
Inden montage, er det en fordel at vurdere årringenes orientering i træet. Placeringen af årringene i et bræt kan være vigtigt for, hvordan du bør vende brættet i den endelige konstruktion for at modvirke vrid. Et bræt som er op-savet lige gennem centrum af råtræet, kan som regel blot vendes med pæneste side udad, men hvor åretegningerne ligger som et “bueslag” gennem brættet skal brættet vendes så “buen” vender opad som et “smil” ud mod det som bliver ydersiden. Dette er nærmere beskrevet i vejledning del 1 ”Forberedelser og forboring”, som følger med hvert ARKI kit.
Hvorfor bliver mine opsavede brædder kortere end det jeg opmålte?
Vær opmærksom på at klingen på din sav har en bredde du skal tage højde for når du saver, typisk fjerner klingens bredde 3-4 mm materiale. Derfor skal dit snit altid ligge på ”ydersiden” af din opmåling – et lille fif er at sætte en prik eller et lille kryds på den side af din markering som skal ”saves væk” – er du konsekvent er det en rutine som hurtigt bliver en vane.
Skulle uheldet være ude og du har fået savet flere emner for korte kan du oftest bruge disse til en kortere længde, så du mindsker dit spild.
Er det altid nødvendigt at forbore?
Der er en større risiko for at træ sprækker/flækker, hvis en skrue i-skrues uden forboring. Risikoen for at træet flækker, øges jo tættere på en ydre- eller ende-kant man skruer. Desuden har nogle træsorter og behandlingstyper større tilbøjelighed til at flække end andre. For at sikre en optimal finish og holdbarhed for dit færdige projekt bør der derfor altid forbores. Forboringen gør det også væsentligt lettere at placere skruer korrekt ved montage, hvorfor der er tid at spare senere i processen. Gode forberedelser er lig med et godt resultat. Der er selvfølgelig altid de korrekte bor til forboring i det enkelte kit.
Har jeg brug for ekstra skruer, søm eller andre materialer?
I hvert ARKI kit er alle de skruer du har brug for til dit projekt – plus lidt ekstra naturligvis. Skruerne i kittet af højeste klasse og valgt ud fra kvalitetsmæssige krav der gør at de holder hele møblets levetid og at disse kan anvendes selv ved brug af træ med højt indhold af garvesyre, som ellers virker aggressivt på skruer af lavere kvalitet. Kvaliteten på skruerne sikre samtidig, at der ikke trækker rust ud i træet fra disse, som ellers kan efterlade grimme ”løbemærker”.
Hvis du ønsker at modificere dit projekt og derfor får brug for yderligere skruer bør du derfor udelukkende anvende rustfrie stålskruer i A4 kvalitet til udendørs anvendelse.
Hvordan fordeler jeg bedst afstanden mellem brædder?
Vi kan ikke angive den præcise afstand for mellemrum mellem brædder – variation i bredden af de enkelte brædder umuliggør dette. I stedet har vi valgt en metode hvor de yderst placerede brædder først låses, hvorefter mellemrum mellem andre fordeles jævnt – øjemål er en god målestok – men du kan med fordel anvende afstandsklodser for at sikre en mere ensartet fordeling. Afstandsklodser kan let skæres af eksempelvis en tynd masonitplade – alternativt kan disse købes, fremstillet i plast, for billige penge i ethvert byggemarked, og er i øvrigt noget som virkelig kan anbefales til gør-det-selv værktøjskassen 🙂
Hvordan kan jeg ellers tilpasse mit projekt?
Træ er et taknemmeligt materiale at bygge i – og indbyder til at man kaster sig ud i at teste ideer af – Vi siger altid – slå dig løs 🙂
Vi har set mange gode eksempler på ekstra huller til parasollen i både solbænk og plint – hængslede låg med adgang til køleboks eller hynder – udfræsede huller til kopholdere osv. – Vi kan selvfølgelig ikke tage ansvar for løsninger du selv kommer på – men nyder at høre om kreativiteten – så send os gerne et par billeder af dine gode ideer 🙂
Når du er færdig og skal nyde dit projekt:
Træet skifter farve til grå – kan man beholde den oprindelige glød?
Den grå farve er træets naturlige patinering. Stort set alt ubehandlet træ vil over tid begynde at antage den farve, da sol, vejr og vind slider på træet og afbleger dette. Afhængigt af træets type og indhold af naturlige værnemidler, vil denne proces være længere eller kortere. Men hav som udgangspunkt at alt træ over tid vil få en flot sølvgrå patina.
Den oprindelige glød kan i nogen grad bevares ved at efter efterbehandle træet, se nærmere under: ”Hvordan kan jeg efterbehandle eller male mit møbel?”
Hvordan flytter jeg lettest møblerne rundt?
ARKI kit møbler er i massivt træ og derfor forholdsvis tunge møbler – som derfor også kan stå ude i vejr og vind. Vægten betyder at de skal løftes korrekt når de flyttes. Korrekt er under soklen, og altså ikke i låget eller sæde, da dette vil kunne flække træet.
Hvis du ved hvor møblet skal anvendes kan du med fordel fortage slutmontagen der. Skal du flytte møblet over længere afstande anbefaler vi, at der anvendes en sækkevogn eller, at I er flere personer til at løfte møblet. Alternativt kan møblerne flyttes over kortere afstande ved at løfte skiftevis i hjørnerne af dette og dreje møblet frem i den retning det ønskes flyttet.
Hvordan kan jeg efterbehandle eller male mit møbel?
Du kan naturligvis også vælge at efterbehandle dit møbel med olie, bejdse eller lasur – vi anbefaler løsninger, som trækker let ind i træet og som sikrer at træets struktur stadig er synlig. Hvis du vælger at male dit projekt med dækkende maling, bør du sikre dig en god forbehandling af overflader, som er udsat for direkte mekanisk slid.
Hvilken behandlingsform der er den rette, afhænger af din valgte træsort, så husk at nævne hvilket træ du har anvendt hvis du skal forespørge på relevante produkter.
Hvordan plejer jeg bedst mit færdige ARKI kit møbel?
Møbler og uderumsinventar som er udsat for vejr og vind året rundt, vil selvsagt over tid bære præg af denne påvirkning. Jo mere udsat møblet står jo hårdere påvirkning fra omgivelserne. Den naturlige patina er en proces som vi mener er med til at give træet liv og sjæl – så som udgangspunkt er vores anbefaling for pleje helt enkel: simpel rengøring med en kost, så blade og snavs som har samlet sig i mellemrum fjernes.
Efter en hård vinter kan træet også have en tildens til at ”flosse” i overfladen, dette forsvinder typisk når solen bliver kraftig nok til at udtørre overfladen i en grad så de flossede træ-dun blæser af i vinden. Alternativt kan en hurtig tur med et stykke sandpapir friske overfladerne op.
Kan jeg udskifte et enkelt bræt?
Er et enkelt bræt i dit møbel blevet beskadiget, er det relativ let at udskifte dette bræt. Du behøver altså ikke erstatte hele møblet hvis et bræt ”går til”. ARKI kit møblerne er bygget af træ i standard dimensioner, som du kan finde i de fleste byggemarkeder. Køb et nyt bræt, brug evt. det gamle som skabelon – sav det til og erstat det tidligere. Alle ARKI kit projekter er ”modulopbyggede” sider, sokel, sæder mv. kan derfor skilles ad. Hvis du har gemt dine vejledninger, kan du let se hvordan du arbejder dig ”baglæns” for at komme til det bræt der skal udskiftes.
Hvor lang levetid har et ARKI kit møbel?
Det er ikke muligt at sætte et specifikt tal på hvor mange år et ARKI kit møbel vil holde – Det afhænger af valget af træ, pleje og især miljøet det placeres i. Dog er det generelt sådan at massivt træ, som det der bruges til projekterne, har en rigtig lang levetid, når blot træet med jævne mellemrum får lov at tørre ud og dermed ikke er udsat for konstant fugt. Du kan også forlænge levetiden ved at undgå direkte jordkontakt og ved at placere møblerne et sted med sol og god ventilation.
Er det nødvendigt for din indretning at placere møblerne direkte på eksempelvis en græsplæne, kan det anbefales at montere et ”offerbræt”- dvs. et vandretliggende bræt som passer til bredden og som fastgøres nedefra til undersiden af soklen i begge ender af møblet – Derved er det kun offerbrættet, som udsættes for direkte jordfugt og dette kan evt. udskiftes over tid.
ARKI kit er tænkt som møbler du kan lade stå ude året rundt – den helt naturlige patina og slid som det giver over årene synes vi blot øger møblernes stoflighed – og så er det da en fornøjelse at have en plads klar i solen, også på en frostklar vinterdag, hvor solen danser.
Kan jeg bygge flere møbler ud fra et enkelt kit?
Nej, køb af ARKI kit box’en giver en begrænset design- og brugsret til egen produktion af et enkelt færdigt produkt i henhold til den pågældende ARKI kit box. Alle ophavsmæssige rettigheder til designet mv. tilhører fortsat FRØSLEV ARKO ApS og FRØSLEV TRÆ A/S. Desuden kan evt. produktion til videresalg eller erhvervsmæssig produktion af færdigbyggede ARKI kit møbler og/eller produkter kun ske efter forudgående skriftlig samarbejdsaftale med FRØSLEV ARKO ApS og FRØSLEV TRÆ A/S
Specifikt for enkelte ARKI kit modeller:
Sidebord model 0120 - Sikring af parasol mod opvind:
Det borede hul i sidebordets top skal selvsagt matche diameteren på parasolstangen. Da det som regel ikke er muligt at opnå diameter helt lig parasollen, anbefaler vi at du sætter stangen i spænd i hullet, eksempelvis med en lille trækile, som sættes fast mellem parasolstangen og hullets kant.
Sidebord model 0120 - Tilføjelse af vægt for brug som base for parasol:
Du kan med fordel løsne skruerne som fastholder låget på sidebordet og lægge et par fliser eller et par kraftige poser/sække fuldt med sand ned i bordet, sørg blot for at der er plads til at parasollens stang kan komme ned om få kontakt til den nedre bæring indeni sidebordet. På den måde er det let at øge vægten af dette og dermed stabiliteten.
Solbænk model 0119 – Flugtende sider:
Da træ er et levende materiale, kan det trække- eller udvide sig alt efter alt efter temperatur og luftfugtighed. Det betyder at de vinkelsavede brædder til sidestykkerne til Solbænken nogle gange kan ”springe” lidt i overgangene mellem de enkelte brædder efter montage. Det betyder ikke at længderne er forkerte, men at træet har en lidt anden dimension end den gennemsnitlige dimension. Hvis du fordeler overgangene efter bedste evne, er det uden betydning for det endelige resultat – udhænget på Solbænkens sæde og ryg i det færdige møbel, rækker i øvrigt ud over denne afslutning. I det hele taget skal man ikke glemme at håndbyggede møbler i massivt træ ikke behøver være perfekte for at være skønne 🙂
Planteplint model 0619 – Forskellige typer indsats og anvendelse:
Som indsats til model 0619 Planteplint har du forskellige muligheder, alt efter hvad du ønsker at bruge indsatsen til. Udgangspunktet er en planteindsats til grønne eller blomstrende prydplanter. Du kan dog også anvende følgende:
- En standard kapillærkasse /selvvandingskasse gør det nemt at passe planter og blomster, da kassen selv doserer vandmængden for at give planterne optimale vækstbetingelser. Denne løsning anbefales hvis du vil plante eksempelvis tomat, agurk eller andre grøntsager eller urter, som skal indgå i madlavning (undgå dog planter som trives bedst med udtørring mellem vandinger). Husk at kontrollere målene for den kapillærkasse du ønsker at anvende – de fleste vil passe til formålet.
- En murerbalje kan som angivet benyttes til beplantninger af eksempelvis blomster, græsser eller evt. stedsegrønne prydplanter.
Benytter du en murerbalje, bør du bore en række huller i siderne, ca. 1-2 cm over bunden, og evt. lægge et drænlag af grus eller Leca i bunden af baljen, så overskydende vand kan løbe fra indsatsen. - Hvis du ønsker at bruge en murerbalje til beplantning af spiselige planter eksempelvis krydderurter, bør du fore denne med en godkendt plasticpose som forhindrer direkte kontakt mellem plast og jord, disse fås bl.a. til anvendelse i kapillærkasser.
- En murerbalje, med vand og is, er i øvrigt også smart hvis du vil opbevare drikkevarer køligt i sommervarmen, dog uden huller i siderne 😉 – og er du lidt fingernem kan der også laves et aftageligt låg så du kan gemme indsatsens indhold…
Plint model 0419 - Boks for opbevaring:
En plint kan godt bygge om til boks med låg der kan åbnes – fx til opbevaring af legetøj, hynder el.lign. Dette gøres ved at montere 3-4 hængsler mellem låg og side. Vær dog opmærksom på hvad du opbevarer i plinten, hvis denne står i det fri, da den ikke er hermetisk lukket, så der kan stadig komme vand, snavs, insekter mv. ind i plinten. Vær yderligere opmærksom på, at så snart der monteres bevægelige dele, kan der også være risiko for at fingre kommer i klemme, derfor anbefaler vi også at fronten af låget sikres med eksempelvis et hængelåsoverfald (generelt kan vi ikke påtage os ansvar for komponenter, som ikke indgår i kittet).
Ved at løsne de skruer der spænder den oprindelige plint sammen, øges risikoen for at træet kan arbejde sig skævt i forhold til hinanden, derfor kan det være en god ide at lade Plinten stå og tilpasse sig brugsstedets klima inden toppen ændres til låg.